ruslede han op og lurede sig paa Hoseladder hen til Dørgluggen, som han skjøv ifra.
„Er der Folk?“ spurgte han udigjennem Gluggen.
„Er saa ja,“ svarede en dyb Mandsrøst udenfra.
„Hvor kommer Du fra?“ spurgte Truls igjen, og nu var det ikke frit for, at han skalv et lidegran i Maalet.
„Aa, det er langveisfarende. Men luk bare trøstig op; det er hverken Fant eller Skøiere.“
Jaja, tænkte Truls; det siger de nu alle. Saa for den Sags Skyld —
Men det var alligevel noget ved Stemmen, som virkede beroligende paa ham; for en hørte strax, Fremmedkaren var af godt Folk, saa rusten og dyb han end var i Maalet.
Det var en bredskuldret Kar, som stod foran ham, da han aabned. Han fyldte næsten hele Bislaget, og saa høi var han, at han maatte krøge Nakken under det lave Loft.
En blød Filthat var trukket langt nedover Panden; han havde en sid Kappe over sig; — den rakte ham næsten helt ned til Ank-
