Hans Folk troede derfor, at han var et
over-naturligt Væsen, paa hvem hverken Staal
eller Bly kunde bide, og han selv lod til at
mene noget lignende. Naar nogen spurgte
ham om hans Usaarlighed, svarede han altid
med et sælsomt Smil: „Det staar skrevet i
Stjernerne!“
„Stimmt!“ gjentog Majoren. „Jeg erindrer dette hans Snak om hans Skjæbne, som stod skrevet i Stjernerne.“
„Ja han talte ofte herom. Som nu sidste Gang jeg traf ham; — da havde han været uheldig — Gud ved hvad det var. — Troligvis havde han mange og mægtige Fiender, men han brød sig ikke om nogen Fiende, heller ikke dem, som falder en i Ryggen med lumsk Tale og Bagvaskelse. Og de Fiender er ofte værre end dem, man kan falde an med blanke Vaaben.
Hvordan det nu end var, saa havde han som sagt været uheldig. Hans Korps var sprængt, og han selv var falden i Unaade hos de mægtige; — han havde intet andet end sit Sværd v. Knarren, sin Hest og en Bylt Tøi, hvoriblandt en liden gammel Bønne-
