vist ved heller at ville lide alle Pinsler end at gjøre Afbigt — det satte ham i Respekt blandt Kameraterne; fra nu af lod de ham i Fred. Og da det ovenikjøbet viste sig, at „Bondedrengen“ var en herlig Kamerat, som havde flere Penge at rutte med end de allerfleste, ja, da fik Piben en ganske anden Lyd! Nu var Villum en af dem, hvis Venskab søgtes, og for at rette paa dette kjedelige med hans Bondeherkomst, var der en venlig Sjæl som satte ud et Rygte om, at han nedstammede fra de gamle norske Konger, — saa nu var han jo ligefrem nobiliteret! —
— — Den Dag da Hr. Second Lieutenant Villum von Westerhuus holdt sit indtog paa sin Fædrenegaard, iført sin straalende Uniform, ung og elegant, munter og smuk, — ja den Dag var visselig den Største i Vesterhusgubbens Liv. Han holdt ogsaa et Kalas, som spurgtes over alle hans syv Kirkesogn.
Først og fremst var det nu det, at Gubben Vesterhus paa denne Dag indviede en Vei, han paa egen Bekostning havde bygget fra sin Afdal til Hovedbygden etpar Mil borte. Og det var en Kongevei, han havde bygget,
