klærer jeg mig villig til uopholdelig at forlade Hans Majestæts Lande og Riger.“
Lieutenant Villum løsnede sin Sabel fra Gehænget og rakte den frem mod Obersten. Men denne stod urokkelig som før; hans glatbarberede Ansigt var stenhaardt af krænket Retfærdighed.
Der blev stille i Stuen meget længe; — man hørte kun Urets irriterende sølverne Tikken; — v. Knarren og Villum stod i streng Givagt og ventede — Herregud! kunde da ikke denne pinefulde Scene snart være tilende?
— Endelig var det som det lysnede i Oberstens Stenansigt. Han trak sin høire Haand langsomt ud af Uniformsfrakken, vendte sig mod Misdæderen og slog sine tunge Øielaag op fra de hvælvede glasgraa Øine. Han rømmede sig kort, traadte et Skridt tilside og begyndte:
„Hr. Lieutenant v. Westerhuus! Ene og alene Hr. Capitaine v. Knarrens indstændige og ydmyge Forbøn har bevæget mig til at tillade ham at stedes for mine Øine istedetfor at lade Lovens Ord og den strengeste Straf
