Capitainens Tone var ingenlunde indisciplinær,
det var den ikke. Men Obersten ligte den
afgjort ikke.
„Jeg har intet videre at forhandle med Hr. Capitainen om,“ svarede Obersten koldt og korrekt. „Jeg kan kun paa Forespørgsel meddele, at Lieutenanten uopholdelig vil blive sat under Krigsret. Og jeg tror nok at turde forudsige, at den Karl skal blive berøvet sine Distinktioner og sit Værge og karnøflet ud af Hans Majestæts Armé. — Har Hr. Capitainen forstaaet?“
„Hr. 0bersten maa tilgive, at jeg er saa dristig at anholde om endnu at maatte fremføre nogle Ord. — Jeg værdsætter tilfulde Hr. Oberstens Vrede og Consternation over Lieutenantens uværdige og utilgivelige Opførsel. Men jeg vover alligevel at appellere til Hr. Oberstens Hjerte og anraabe om hans Barmhjertighed. En Officer, som karnøfles ud af Armeen, vil ikke kunne overleve en saadan Blamage. Jeg ved ogsaa sikkert, at Hr. Lieutenant v. Westerhuus i saa Tilfælde vil vide at handle som den retskafne Soldat, han igrunden er. Thi en brav Soldat er han, Hr.
