Hansker og straalende Uniform og blaat smertende Øie — for at stande tilrette for den formaledidede Oberst, — da maatte han Gang paa Gang stille gjentage hin Sentens for ikke at begynde at gruble over, om det maaske alligevel ikke havde været det sømmeligste, om Villum inat havde faaet sin Vilje. —
— Da Capitainen blev Stedet for Oberstens Aasyn, havde denne det høinæsede Udtryk i sit Ansigt som v. Knarren mindst af alt kunde udstaa.
„Hr. Capitainen har begjæret en Samtale?“ snøvlede Oberst v. Egekrantz.
„Eders Høivelbaarenhed!“ begyndte Capitain v. Knarren, han stod strunk og stram og svælgede sit Raseri; thi han kjendte denne Oberstens snøvlende Tone og vidste, at nu var „Hr. v. Egekrantz i sit alletmest umedgjørlige Hjørne. — „Eders Høivelbaarenhed! Jeg har dristet mig til at anholde om denne Samtale for at drøfte med Hr. Obersten, hvad der bør foretages ianledning af Lieutenant Westerhuus’ usømmelige og høist beklagelige Opførsel udenfor dette Hus afvigte Aften samt bestemme hvilken Straf og Pønitentze Lieutenanten bør idømmes.“
