Hvad skulde han ogsaa kunne sige?
Hvilken Undskyldning skulde han hitte paa?
Det mest bandsatte ved Situationen var jo netop
dette, at Capitainen i sit Hjerte maatte være
enig med Obersten, hvis han var splintrende
gal og paa Stedet forlangte Villum jaget ud af
Armeen!
O, den Satans Dreng! Hvordan mon det skulde gaa ham, det velsignede lille Skidt? Nei, idag var visselig hans Epauletter ikke værd to sure Sild!
— De havde ikke turdet lade ham være alene i hele Nat. De havde simpelthen maattet holde Vagt over ham, forat han ikke skulde gjøre Dumheder og sende sig en Kugle gjennem Panden.
Han havde forresten havt skjellig Grund dertil, tænkte Capitainen, slig som han har baaret sig ad. — Og det var kun en eneste Sentens, som havde holdt ham rank gjennem alle Nattens Anfægtelser: „En Karl som Villum skyder sig Deuwel hole! ingen Kugle gjennem Panden ikkun for et Fruentimmers Skyld!“
Men som Capitainen nu gik nedigjennem Gaden i den bitre Morgenstund — med hvide
