mod Kulden, der var ingen som kunde kjende dem i den dystre Gade. Villum gik mellem de to andre; og v. Knarren stellede det saa, at de blev staaende bag en høi Gadetrap, som pludselig sprang langt frem; — dér var de ialfald trygge.
Nu steg der lysende Raketter op fra Briggen nede paa Havnen, saa kom de rolige romerske Lys, og saa blev alt mørkt en Stund.
Men pludselig sprang der en hel Ildkaskade op fra Dækket — aah! der gik en Beundringsmumlen gjennem Menneskemassen. Det spragede og flammede i et eneste fantastisk Virvar. — En Vulkan var det af rødt og blaat og violet og det hvideste hvide. — Indtil alt som ved et Trylleslag forandredes til et Kunstfærdigt sammenslynget Navneziffer med en Adelskrone over. —
„Nu gaar vi,“ sagde Capitainen, „nu er det forbi. Kom, nu gaar vi.“
Men Navnezifferet med Adelskronen tændtes og slukkedes paany; — snart i det gyldneste gule, snart i det blodigste røde, og rundt om hvislede Raketter og dvælede romerske
