„Jeg gaar mig kun en kort Tur,“ svarede Villum.
v. Knarren gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Arm, — „det skulde Du helst lade være, Villum,“ sagde han alvorligt.
„Hvad Snak!“ lo Villum. „Hvad skulde der vel kunne arrivere mig? Er jeg drukken? Tror Du maaske, jeg skal komme i Klammeri? Jeg vil minsandten ud og se paa det smukke bengalske Lys — ligesom hele Byen forøvrig.“
„Da gaar vi med Dig,“ sagde Capitaine v. Knarren.
— Kvelden var bitterlig sur og trøstesløs, men Vinden fra i Formiddag havde lagt sig. Maanen stod etsteds indenfor Skydækket og skinnede over hele Himlen med et underlig uvirkeligt Halvlys. I Gadens dybe Sand vassede mange Mennesker lydløst om; kun ved Bryllupshuset hørtes Stemmer og høie Raab fra den tætte Mængde, som tegnede sig i bølgende sort Uro mod Faklernes rødlige Flammer. —
— De tre Venner var iførte side, sorte Kapper; — de havde Kraverne slaaet op
