fortsatte sin hvileløse Flakken — ind ad Døren, ud af Døren, — nu og da hen i Vinduet, hvor han blev staaende og stirre ud i Mørket. —
— Han saa Bryllupsfaklerne tændes mellem Søilerne paa Oberstens Hus nederst i Gaden. Han hørte Militærmusiken, som bragte det nygifte Par en Serenade. Lidt efter steg der et prægtigt Fyrværkeri tilveirs nede fra Havnen; — det var den danske Adel, som hyldede Brudeparret fra sin Brig. —
— v. Knarren og Bassen Brause syntes det hele var noget forbandet noget; nu kunde de ikke længer finde paa mere at snakke om. De drak tyst af sine Bægre, og for at foretage sig noget, stillede de Schakbrikkerne op og lod, som de spillede.
Da gik pludselig Villum ud af Døren.
v. Knarren og Bassen Brause saa paa hinanden. De hørte ham rumstere derude.
Hvad tog han sig for? Hvorfor kom han ikke tilbage?
v. Knarren gik hen og aabnede Døren. — „Hvor skal Du hen?“ spurgte han strengt, — Villum stod med Hat og Kappe paa. —
