hende i disse Dage, saa Capitainen blev lidt forfjamset.
„Seet hende?“ brummede han ærgerlig.
„Ikke meget, kan jeg forsikre Dig. Man ser hende idetheletaget ikke. Hun sætter aldrig sin Fod udenfor Huset. — Men, det forstaar sig — jeg har jo gjort Herskabet min Opvartning. Det var Dagen efter at de var arriveret. Jo, det gjorde jeg rigtignok —“
„Talte Du med hende?“
„Ikke et Muk,“ svarede Capitainen barskt. „Jeg aabnede saagu ikke mit Næb fra jeg traadte ind i Stuen, til jeg gik derfra. Og hun talede ikke til mig heller. Og deri gjorde hun vel. For jeg var ikke i venligt Lune. Jeg saa visselig ud som en ladet Kanon med Lunten antændt; — Vorherre bevare dem alle, hvis jeg var gaaet af — Men jeg holdt mig itømme, — huha! hvor det var besværligt! Og da jeg havde bukket mig rechts und links nogle Gange, marscherede jeg ogsaa ud, saa det klirrede i tvende Lysekroner paa selvsamme Tid. Det hørte jeg skinbarligt.“
„Hvordan saa hun ud —?“
