ende Glitter kunde mætte hans forfængelige Sjæl. Thi tiltrods for al sin Formue havde han i sit Liv stadig stødt paa en Mur, som reiste sig mellem ham og Landets høie Herrer. De kunde sagtens bænke ham ved sit Bord og lade ham faa Lov til at snakke med, naar de drøftede Landets Ve og Vel. Men altid følte han, at der laa et overbærende Smil bag deres Velvilje, — et Smil, som de kun dulgte, naar han var tilstede, fordi de frygtede og kjendte hans Pengemagt — men som tændtes paa alles Læber, hvergang de troede, at han ikke saa. —
Selv den usleste og fattigste Stodder blandt dem kunde tillade sig dette Smil, ene og alene fordi han fra sin Ungdom af havde været oplært til Herremændenes Tale og Manerer, medens han selv — Vesterhusgubben — var og altid vilde blive Bonde, selv om han kom til at eie ti Gange saamange Kvadratmil Skau og ti Gange saamange Stabbur fyldte med Guld og Kostbarheder.
Dette grov sig ned i hans Sind som et evindeligt Nag. Og det voxte i Aarenes Løb
