Nu ved Du hvem jeg er. Og nu forstaar ogsaa Du kanske, hvordan saadan en som jeg kan gaa og længes saa ganske naragtigt efter den Ømhed, han aldrig har følt. — Ja, ogsaa ved Du jo, at det hændte engang, — der kom virkelig en med Hænderne fulde af alt det, jeg havde længtet efter. Og jeg greb til — aa, som en Vansmægtende i Ørkenen. Men i samme Øieblik — saa var ikke Hænderne der mere. Det var bare endda tommere end før altsammen. Jeg syntes bare jeg hørte nogen le — —
Da var det første Gang, jeg saa Skriften staa og flamme i Stjernerne.“
— —
Efter den Aften blev Villum roligere; han fandt paa — ganske af sig selv — at han vilde tage en Embedsreise paa etpar Maaneder.
— Og Capitainen aandede lettere.
Gud give han vilde blive borte rigtig længe! Gud give, at han ialfald vilde være etsteds høit oppe i Fjeldene den Dag, Emerentze blev viet til Baron Barnekow.