Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/178

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
174

Nu ved Du hvem jeg er. Og nu forstaar ogsaa Du kanske, hvordan saadan en som jeg kan gaa og længes saa ganske naragtigt efter den Ømhed, han aldrig har følt. — Ja, ogsaa ved Du jo, at det hændte engang, — der kom virkelig en med Hænderne fulde af alt det, jeg havde længtet efter. Og jeg greb til — aa, som en Vansmægtende i Ørkenen. Men i samme Øieblik — saa var ikke Hænderne der mere. Det var bare endda tommere end før altsammen. Jeg syntes bare jeg hørte nogen le — —

Da var det første Gang, jeg saa Skriften staa og flamme i Stjernerne.“

— —

Efter den Aften blev Villum roligere; han fandt paa — ganske af sig selv — at han vilde tage en Embedsreise paa etpar Maaneder.

— Og Capitainen aandede lettere.

Gud give han vilde blive borte rigtig længe! Gud give, at han ialfald vilde være etsteds høit oppe i Fjeldene den Dag, Emerentze blev viet til Baron Barnekow.