daarligste og ulykkeligste Mænd, som nogensinde har levet. Naar han kom did, hvor jeg boede som Barn, da rendte jeg ind i Skauen. Det var min Fader. Og min Moder —“
Han tiede og gik bortover Gulvet.
„Min Moder fødte mig i Had. — Hun forbandede mig fra den første Stund, hun følte, jeg levede under hendes Hjerte. Da hun havde født mig, vilde hun ikke se mig for sine Øine. Hun nægtede at give mig sit Legemes Føde. Ikke har jeg et eneste lidet kjært Minde om hende, for hun eiede ikke andet end Rædsel for mig. Og nu, efterat hun forlængst er død, nu lever endnu hendes Had. Det er sandt. Jeg føler min Moders Had følge mig som en Lue, der svider al Lykke bort fra mit Liv. Og dette Had, — det er Skjæbneskriften, som staar uforgjængelig skrevet i Stjernerne —“
Det var blevet mørkt i Stuen; men det lyste fra Ovnen i flakkende Strimer henover Gulv og Vægge. Villum gik tilbage igjen til Bordet. Han satte sig ved Siden af Capitainen. —
„Nu forstaar Du kanske hvad jeg mente.
