sagde dette med et saart Tonefald, saa Capitainen vendte sig forundret om. „Hvem Du er,“ sagde han, „ja, mare ved jeg saa!“
„Og dog ved Du det kanske ikke saa nøie,“ svarede Villum. „Det er kanske sligt Mænd ikke pleier at tale om; og selv har jeg ikke tænkt synderlig over det før i den sidste Tid —“
„Hvad mener Du?“ spurgte Capitainen og saa bekymret paa ham. „Hvad er det Du har tænkt paa? — Snak da ud, min Dreng; kom her og sæt Dig og lad mig høre, hvad det er for noget forbandet, Du har gaaet og bildt Dig ind.“
„Ja, jeg har virkelig gaaet og bildt mig mangt og meget ind i det sidste. Jeg bilder mig saaledes ind, at naar Du er den tapre brave Karl, som Du er, da er det ikke alene Din egen Skyld. Du maatte blive som Du er; — Du var tugtet op til det af Din Fader, som var slig, som Du selv helst af alt vilde være.“
„Bevares!“ sagde Capitainen. „Det ved Du, at han er den første Mand, som nogensinde har levet.“
„Min Fader,“ fortsatte Villum, „var en af de
