fornøiet med Lieutenant Villum. Daglig holdt han lange Straffeprækener for ham, og han formanede ham til at bære sin Skjæbne med Mandighed.
„Himmelkreuz!“ sagde Capitainen. „Skulde jeg have taget mig mine enkelte smaa Uheld med saadan en Heftighed, havde jeg været død længe forinden jeg kunde begynde paa de mangfoldige store Fornøieligheder, som der altid følger med Fruentimmer. Men Du? Du render jo Byen rundt og brøler Din Ulykke ud for den ganske Verden! Du ser ud i Dit Ansigt som en hollandsk Matros, og Du var dog for et Aar siden en stadselig Karl. — Finder Du det sømmeligt for en Kavaler at grave sig ned i Sorg, istedetfor at holde Nakken rank i Kravatten! For Djævelen! Det er i Krig og Modgang jeg kjender mine Folk! Og Du, min brave Villum, som ikke vilde gaa afveien for et helt Regiment, Du lægger Dig ganske overende for et eneste Fruentimmer! Foi Deuwel! At Du ikke skammer Dig en blegere Næse til.“
„Hvad kommer det Dig ved?“ svarede Villum barskt. „Har jeg tømt et Krus Brænde-
