Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/166

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
162

stor en Smerte at gaa med Hiertet saa fyldt indtil Randen af den inderligste Kierlighed og saa ikke kunne finde Leylighed til at give ud end den ringeste Skierv af al hiin altfor store Riigdom. Ak, om jeg kunde faa sagt Dig kun lidet af alle de søde Ord, jeg har giemt til Dig, min Dyrebare. Ofte spørger jeg mig selv: hvorfor jeg dog traf Dig, og hvorfor Du skulde fatte Elskov til mig. Thi jeg veed, at Du vil bedrøves saare meget; — og jeg vilde have taget alle Dine Sorger, og aldrig skulde Dine Øine formørkes for miin Skyld. —

Villum! Jeg siger Dit Navn sagte vel de tusinde Gange om Dagen og jeg nævner det høit og kierligt vel de tusinde Gange om Natten.

Ak, Tiden rinder, nu maa jeg stanse mit Skriverie; og jeg veed intet at kunne sige Dig om Fremtiden. Jeg er ganske raadvild paa Verdens Hav. Fordum var jeg sterk og kunne staa alene; hvor Du har gjort mig svag, Villum! Nu kan jeg aldeles

intet uden Dig! Man kan giøre med mig