Dermed stak han Brevet raskt ind under
Uniformsfrakken og fandt pludselig, at Hr.
Oberstens Promemoria var fuldt ud fortræffelig;
der tiltrængtes virkelig ikke noget Ord
mere herudi.
— Da Capitaine v. Knarren skulde anbefale sig, sendte Obersten Bud efter Emerentze for at han ogsaa kunde faa tage et høitideligt Adieu med hende.
Emerentze var meget bleg, da hun rakte ham Haanden, og hun saa tilside, da hun sagde: „Jeg beder Hr. Capitainen modtage min bedste Tak for al hans Godhed mod mig under mit Ophold i denne By, og beder ham undskylde, om jeg nogengang i min Ubesindighed har lønnet hans Godhed ilde.“ —
Capitaine v. Knarren bøiede sig dybt og kyssede hendes Haand; han kjendte den var hed, og at den skalv sagte i hans.
Rideturen havde gjort Villum godt; hans Sind var faldt tilro, og han havde taget sin Beslutning. I denne Dag vilde han gaa til Obersten og gjøre som han fra først af havde
