gjorde sin dybeste Compliment, kyssede Frøkenen artigt paa Haanden og kom med en lang Beklagelse over, at man saalænge skulde undvære det høivelbaarne Herskab.
Derefter forelagde han omstændeligt det „presserende tjenstlige Anliggende“ — (noget forbandet Sniksnak, tænkte Capitainen). Det hele gjaldt et naragtigt Uniformspørgsmaal; det var nogle nye Soldaterbuxer, Obersten paa Død og Liv vilde indføre i Regimentet. — Nu var disse Buxer færdige, løi Capitainen (de manglede endnu baade Knapper og Rænder); om Hr. Obersten havde tænkt, at man skulde anstille de vigtige Forsøg med disse Buxer i Hr. Oberstens Fravær, eller om man skulde afvente Hr. Oberstens behagelige Atterkomst.
— Se, dette var netop et Spørgsmaal efter Oberstens Sind; han veiede nøiagtig, hvad der kunde tale pro og contra. Og Capitainen gjorde sit til at faa fremstillet det hele saa indviklet og høivigtigt som muligt. Men endelig sukkede Obersten dybt: „Hollænderen faar hellere vente — Fædrelandets Pligt foran
