havde de Døde let for at give sig ti1kjende. Hørte én nogen hviske tæt ved éns Øre slig stille Kvæld, da skulde én lye efter nøie, for da kunde det hænde, én kunde faa Hilsen fra nogen, som havde været én kjær, men som nu var død og borte.
Og saa én nogetslag slig en Kvæld, da var det saa sikkert et Tegn paa, at der var én nær ved, som gjerne vilde give én Besked om noget ondt, som truede.
Og da skulde én tage sig iagt; thi da var der visselig Fare paafærde. —
— Lieutenant Villum kom frem til Rugdeposten ved Dyreskar. Men saa mange sorgfulde Tanker var trængt ind paa ham — svarte Minder fra Barnetiden, som han vidste, han maatte holde borte fra sit Sind. Men ikvæld — i denne besynderlige ensomme Kvæld kom de væltende over ham, saa han ikke længere kunde staa imod.
— Han saa for sig sin Fædrenegaard Vesterhus slig Vaarkvæld som nu. Det havde
