Nei, nei! Hun var bare saa dødsens træt;
— hun var bare kommet op i noget
hæsligt, som intet havde at gjøre med
ham og med hende, — men dog noget,
som hun vidste, hun ikke kunde komme
udover.
— Ak, hvorfor skulde dog dette være hændt! Hvorfor havde hendes Fader været saa grusom at fortælle hende det nu — netop nu, da hendes Sind var saa betaget, saa sønderslidt og saa magtesløst.
Ja, hvorfor netop nu!
For hun elskede ham jo! „Villum!“ sagde hun pludselig høit ud i Værelset. „Det er jo ene Dig jeg elsker! Ak, det er jo ene Dig jeg elsker!“
Og hendes Pine brast ud i en lang forløsende Hulken.
— Saa klædte hun sig af og gik iseng. — Hun puttede sig helt under Dynen for ikke at se Solskinnet og høre Fuglene synge; — hun følte sig saa usigelig ussel og ensom og saa skræmt af Livet. —
— Men langt inde i hende dæmrede der dog som et træt Haab om Hvile de Ord,10 – Vilh. Krag Krøniken.