Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/149

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
145


Nei, nei! Hun var bare saa dødsens træt; — hun var bare kommet op i noget hæsligt, som intet havde at gjøre med ham og med hende, — men dog noget, som hun vidste, hun ikke kunde komme udover.

— Ak, hvorfor skulde dog dette være hændt! Hvorfor havde hendes Fader været saa grusom at fortælle hende det nu — netop nu, da hendes Sind var saa betaget, saa sønderslidt og saa magtesløst.

Ja, hvorfor netop nu!

For hun elskede ham jo! „Villum!“ sagde hun pludselig høit ud i Værelset. „Det er jo ene Dig jeg elsker! Ak, det er jo ene Dig jeg elsker!“

Og hendes Pine brast ud i en lang forløsende Hulken.

— Saa klædte hun sig af og gik iseng. — Hun puttede sig helt under Dynen for ikke at se Solskinnet og høre Fuglene synge; — hun følte sig saa usigelig ussel og ensom og saa skræmt af Livet. —

— Men langt inde i hende dæmrede der dog som et træt Haab om Hvile de Ord,10 – Vilh. Krag Krøniken.