øvet? Burde hun ikke elske ham tifold mere nu, naar hun vidste, hvor han maatte tørste efter Godhed og Ømhed — han som aldrig havde vidst, hvad det var? Og var det ikke netop hende, som eiede den Ømhedens Rigdom, der ene og alene var bestemt for ham?
Var hun da saa daarlig, at denne afskyelige Historie havde gjort hendes Hjerte koldere? —
— Der fløitede en Fugl nede i Haven; det var den samme, hun havde hørt saa ofte i disse Nætter; — det var den første, som kom; — aa hvor hun kjendte dens enslige, længselsfulde Fløit!
Og se — der stormede Solen pludselig ind ad det aabne Vindu og kastede sig i blændende Overmod ned i hendes tomme hvide Seng. —
— Aa, hvor uendelig lang denne Nat havde været! Hvor det var en Evighed siden han havde holdt hende i sine forfærdelige Arme, og hun havde hvisket til ham de afsindige Elskovsord.
Og nu. — Elskede hun ham virkelig mindre nu?
