Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/147

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
143


— Det første Morgengry kom svævende stille ind i Emerentzes Kammer. Det aabenbarede Omridsene af hendes spinkle og lyse Ungpigemøbler, — det legte med de smaablomstrede Gardiner om Vinduerne og om hendes Seng, det kyssede Guldrammerne om hendes muntre Skilderier paa Væggene og tændte røde og blaa Gnister mellem Prismerne paa den lille Krystallysekrone.

Men det fandt hende selv siddende i den store Lænestol — sammensunken, med Hænderne i Skjødet og stirrende ret frem for sig.

— Ja sandelig —! Han havde rammet godt!

Hvor denne skjændige Historie havde fyldt hendes Sind med uendelig Modbydelighed. Det Grundlag af urokkelige Formeninger, af tilvant Smag og gammel Fordom, som hele hendes Liv var bygget op paa, — det var dog noget, hun ikke pludselig kunde gaa bort fra. Og sandelig: naar hun tænkte paa det, hendes Far havde fortalt, da grøssede det gjennem hendes Instinkter. —

Hun forsøgte at sige sig selv: Hvad kom hele den Historie Villum ved? Var han ansvarlig for den Skjændighed, hans Fader havde