— Det første Morgengry kom svævende
stille ind i Emerentzes Kammer. Det
aabenbarede Omridsene af hendes spinkle og lyse
Ungpigemøbler, — det legte med de
smaablomstrede Gardiner om Vinduerne og om
hendes Seng, det kyssede Guldrammerne om
hendes muntre Skilderier paa Væggene og
tændte røde og blaa Gnister mellem
Prismerne paa den lille Krystallysekrone.
Men det fandt hende selv siddende i den store Lænestol — sammensunken, med Hænderne i Skjødet og stirrende ret frem for sig.
— Ja sandelig —! Han havde rammet godt!
Hvor denne skjændige Historie havde fyldt hendes Sind med uendelig Modbydelighed. Det Grundlag af urokkelige Formeninger, af tilvant Smag og gammel Fordom, som hele hendes Liv var bygget op paa, — det var dog noget, hun ikke pludselig kunde gaa bort fra. Og sandelig: naar hun tænkte paa det, hendes Far havde fortalt, da grøssede det gjennem hendes Instinkter. —
Hun forsøgte at sige sig selv: Hvad kom hele den Historie Villum ved? Var han ansvarlig for den Skjændighed, hans Fader havde