„Ja, mere var det ikke, jeg havde at sige
Dig,“ fortsatte han rolig. „Jeg ved jo intet
om hvad der er hændt mellem Dig og Din
Elsker. Du har intet villet fortælle mig, og
jeg spørger ikke Dig om noget — selv ikke
nu. Jeg heder Dig kun om at tænke Dig nøie
om. — Kanhænde Du selv nu kan kjende
igjen det farlige og fordristige Blod, der
bankede i hin Forførers Aarer. — Kanhænde Du
kan kjende det igjen — tiltrods for al Din
Elskov. —
Men hvordan alt end er, ét er sikkert: fra nu af tager jeg Sagen i min Haand! Ikke vil jeg se paa, at min elskede Datter gaar en saadan Skjæbne imøde som hin ulykkelige unge Kvinde. — Jeg er Din Fader og jeg er Kavaler, — fra nu af er Du under min Varetægt og min Beskyttelse.
Tænk dig nu vel om, min elskede Datter! Og Gud velsigne Dig og lede Dig paa den Vei, som er den rette og som alene kan blive til Glæde for Dig selv og for os alle.
Godnat, mit Barn!“ — —
