Sekunder. Saa var det, som Obersten overvældedes; han gik bortover Gulvet nogle Skridt.
„Dette er forfærdeligt,“ hviskede han. „Dette er forfærdeligt.“
Emerentze blev staaende, der hun stod. Hun var lammet over det, der var skeet.
Javist var det forfærdeligt! Javist var det forfærdeligt!
Længe stod de slig i Mørket, disse to arme Mennesker Ingen af dem vidste, hvad det næste Ord mellem dem skulde blive.
Endelig begyndte Obersten at tale; men nu var hans Stemme dæmpet og fjern. Det var med Møie han fik Ordene frem.
„Emerentze,“ sagde han. „Jeg bliver nødsaget til at berette Dig noget, som jeg aldrig havde troet, jeg skulde behøve at fortælle til en ung Kvinde. Ja, Gud er mit Vidne! Jeg vilde helst, at hele denne sørgelige Historie skulde gaa iglemme, og dog maa jeg fortælle den til Dig, min egen Datter, nu iaften.“ Han stansede et Øieblik, gik lidt nærmere henimod hende og fortsatte.
„Lidt forinden jeg blev indskrevet paa
