Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/133

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
129

For jeg elsker Dig, Villum, endskjønt jeg tilhører en anden. — Jeg tilhører en anden, og aldrig, aldrig kan jeg blive Din.“

Hendes Fortvivlelse var saa voldsom, at det ikke kunde nytte, alt hvad Lieutenant Villum sagde for at trøste hende. Hun hulkede hele Tiden med Hovedet gjemt ind ved hans Skulder; og naar han strøg hendes Haar, og sagde at imorgen vilde han gaa til Obersten og fortælle ham det hele, saa skulde hun nok se, det skulde blive godt, — da bare rysted hun paa Hovedet og græd heftigere end før.

„Men Du kan da ikke mene, Emerentze, at Din egen Far vil jage Dig ind i et Ægteskab, som er Dig utaaleligt; han kan dog ikke ville, at hele Dit Liv skal ødelægges paa Grund af et Løfte, givet i Ubesindighed af et Barn,“ — men Emerentze sagde bare træt: „Ak, Du ved intet! Nei, nei, Du! Lad os bare intet haabe. — Alt maa gaa sin Gang; og intet kan gjøres om derved. Men husk, hvad jeg har sagt Dig og glem det aldrig! Du er den eneste! Du er den eneste! Jeg elsker Dig, Lieutenant Villum v. Westerhuus.“