Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/132

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
128

og Dig og ene Dig jeg vilde tilhøre i Liv og i Død.“

Hun havde hele Tiden holdt begge sine Hænder om hans Nakke og stirret ham ind i Øinene som for at prænte hvert Ord ind i hans Sjæl.

Men nu var ogsaa hendes Kræfter opbrugte; — hun lod sine Hænder synke, og med et kom Graaden; — den brast indover hende og gjorde hende ganske kraftesløs, saa hun bare sank ned i Græsset, og borede sit Ansigt ned i Jorden.

Lieutenant Villum løftede hende blidt op til sig — han forstod det ikke — aa, han vilde bare kysse hendes Taarer bort — —

„Nei nei, Villum! Gjør det ikke! Ak, det er saa sørgeligt, saa sørgeligt! Nu maa Du være ganske stille, saa skal jeg sige Dig, hvad det er, som er saa sørgeligt — Ser Du Villum — jeg er ikke fri mere. Jeg er bunden til en anden Mand. Han har mit Ord, — han har havt det længe. — Ak, jeg skulde ikke have truffet Dig — aldrig skulde jeg have legt den dristige Leg med Dig! — Men ak, nu staar jeg her, og ved ikke min arme Raad!