Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/131

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
127

vidste med sig selv, at alt dette vilde hun komme til at huske hele sit Liv — —

„Villum,“ sagde hun — og hendes Stemme svulmede af uendelig Sødme, da hun nævnte hans Navn for første Gang. „Villum! Hører Du! Jeg elsker ogsaa Dig, og ingenting har Du at bede om Tilgivelse for. Jeg har alt længe været Din, — aa! jeg har villet flygte for Dig, men jeg har ikke kunnet! — Villum!“ — og hun gjentog hans Navn Gang paa Gang og lagde begge Hænder om hans Nakke. „Jeg vilde saasandt kun et i Verden, og det var at være Din som en synderlig Ting og ikke vige fra Din Side, saalænge Gud vilde lade mig vandre her paa Jorden. – Alt dette siger jeg Dig, forat Du skal huske det og aldrig mere glemme det. — Nei, Villum! Du maa ikke afbryde mig; — lad mig sige Dig det nu, medens jeg har Mod og Kræfter dertil. Senere vil alt blive saa ondt, saa ondt, og da vil jeg nok ikke vove at sige Dig noget mere. — Men dette skal Du erindre, Villum altid skal Du erindre og tro dette, at Dig var det, jeg elskede! Hvad der maatte ske mig i Livet, saa er det Dig og ene Dig, jeg elsker,