Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/130

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
126

sig endnu i hans Favntag og følte endnu hans sultne Læber mod sine. Med Møie friede hun sig løs — vaklede nogle Skridt henover — strøg sig henover Øinene.

„Aa Gud! Aa Gud!“ hviskede hun sansesløst; — da følte hun hans Haand mod sin; — han førte den mod sin Mund og kyssede den ærbødigst.

„Tilgiv mig!“ bad hans bløde Stemme. „Jeg ved jo ikke selv, hvad jeg gjør. Jeg har været fra Sans og Samling længe for Eders Skyld. Jeg ved jo bare, at jeg elsker Jer. Jeg kan aldeles ikke taale at være Jer foruden. — Naar I ikke er mig nær, er jeg den ulykkeligste af alle. Men naar I er hos mig som nu, da kan ingen Fryd lignes med min.“

Emerentze saa længe paa ham, og hun saa paa alt omkring slig som det var netop i denne Stund. Hun saa Skauen, som kom tæt og frodig skridende nedover Heien, og et Lønnetræ, som stod og duvede midt i Engen, og nogle gule og røde Blomster, som grodde mellem Græsset, og Hestene, som gik og aad i Skyggen af Lønnetræet; — altsammen var saa hverdagsligt og ligegyldigt, — men hun