Det var som nogen skreg inde i hende:
„Nu maa Du vende Hesten, Emerentze, og
flygte, flygte!“ Men hun vendte ikke Hesten.
Hun red rolig ved hans Side — hun talte
ikke et Ord — hun sad der i Ørske, og følte,
at han var hende nær, og at hun var ganske
i hans Magt.
Ikke vidste hun, om de havde redet langt eller kort, da Hestene pludselig stansede. Hun blev ligesom lidt forundret over, at Hesten stansede; ikke var det hende, som havde holdt den an.
Han rakte hende Haanden for at hjælpe hende ned af Hesten, nei nei, hun kunde stige af alene, — nei! hun vilde ikke tage Haanden.
Da tog han den alligevel i sin, — og alt svimlede for hende, Trærne, Havet og Himlen svimlede altsammen — hun ravede i Stigbøilen — nu laa hun i hans Arme, nu laa hun — endelig! — tæt, tæt i hans store forfærdelige Arme og hans Mund og hendes Mund var ét, — og videre svimlede hun nedover som gjennem et Havdyb af Salighed. —
Da hun kom til sig selv igjen, fandt hun
