Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/125

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
121

ligt at bæres stille afsted ind mellem de lave Løvtrær. — Der grodde Græs over Stien, derfor gik Hesten næsten lydløst. — Og Luften var saa mild og blid herinde paa Moerne; kun nu og da drev der forbi hende en døvende Duft af Muld og Blomster, som stod og dampede af fyrig Frugtbarhed etsteds herinde — — — — Det var en Ting, hun var lykkelig over, og det var, at hendes Fader ingenting havde forstaaet. — Gode Gud! Hun havde været paa Nippet til at røbe sig! Hin Eftermiddag havde hun virkelig længe troet, at han havde anet hele Sandheden, og at det var derfor, han havde talt saa mildt og trøstefuldt til hende.

— — Du gode Gud, hvor hun havde været naiv! — — — Men det eneste forstandige vilde naturligvis være at følge sin Faders Raad. At reise til Kjøbenhavn. At reise saa snart som muligt.

For ellers — ellers vilde det hænde, det absurde og latterlige, at Emerentze v. Egekrantz kom til at havne som Lieutenantsfrue i en ussel Afkrog af Verden! Men at dette