Skrømt og Ugudelighed, som havde været paafærde i hele Kvæld — Gud hjælpe os arme Mennesker! Det havde været den flyende Frua, som gamle Folk talte om. Hun havde ridd her tit og ofte i ældre Tid, og altid kom der Ulykke efter, naar hun havde været ude.
Men Offisjeren havde de ingenting hørt om; det maatte være et nyt Slags Skrømt. Og nu husked pludselig Truls, at han ikke havde seet godslig ud; foruden det at han havde været dobbelt saa lang som et almindeligt Mennesk, saa havde han havt svarte brænnandes Auer og et rødt Haagg tværsover Panden —
— Da Solen endelig kom, listede Truls sig forsigtig hen til Døren, tog Slaaen fra og kiggede ud.
Alt var saa fredeligt og stille; Solskinnet dirrede henover Duggen i Græsset, en Fugl sang.
Men paa Trappen laa Tallerkenerne og Skeerne og Kopperne hultertilbulter — ligesom skrækslagne. Truls samlede dem sammen og gav dem til Konen, som stod forskræmt bag ham.
