benhavn; Du skal bo hos Tante Eustasia. Du skal træffe Dine Venner igjen. Du skal glæde Dig over Din Ungdom —; min kjære Emerentze! Jeg giver Dig tilbage til Livet og til Lykken. Snart slaar vel Forløsningens Time ogsaa for mig; da skal vi mødes igjen for aldrig mere at skilles ad.“
Han havde talt saa smukt og kjærligt og stille. I Begyndelsen hulkede hun heftigt som før. — Men pludselig stansede Graaden; hun løftede Hovedet — saa reiste hun sig langsomt. Og lidt efter at Obersten havde endt sin smukke Tale, gik hun hen til Vinduet igjen. Men hun sagde intet.
Obersten blev virkelig dybt skuffet. Han havde troet, at hun skulde have sprunget jublende op og belønnet hans ædle Selvopofrelse med Kys og Henrykkelse.
Men hun stod derborte ved Vinduet og sagde ikke et eneste Ord. — Hun græd ikke mere heller. Hun støttede Hovedet mod den ene Vinduesramme; hendes Skikkelse saa dødstræt og uendelig skuffet ud.
„Men Emerentze,“ sagde Obersten og skjulte sin Ærgrelse saa godt han kunde.
