Dig. Og jeg bebreider Dig aldeles intet, Emerentze, thi som jeg før sagde: jeg er ikke blevet saa gammel endnu, at jeg har glemt Ungdommen. Glæde er tværtimod Ungdommens Lykke og hellige Forret; den Sentens har jeg altid hyldet og vil forsvare den til min sidste Stund.
Nei, jeg bebreider Dig sletintet, Emerentze; jeg kan tværtimod bebreide mig selv. at jeg tog imod et saadant Offer af Dig.
Og jeg vil ogsaa sige, at jeg beundrer Dig, fordi Du aldrig har klaget, men altid har taget dette vort fælles Exil med saa megen Munterhed og Forstand. Gud velsigne Dig, hvor jeg er taknemlig og hvor mangen lykkelig Stund, Du har skaffet mig ved Dit Lune og Din Latter.
Men nu er Dine Kræfter opbrugte; det ser jeg jo grant. Nylig bad Du mig om at hjælpe Dig, og ved Gud, jeg vil! Du holder ikke længer ud at lade Livet forspildes i denne tarvelige Stad og mellem disse plumpe Mennesker. Og nu kan jeg ikke modtage flere Ofre af Dig. Jeg giver Dig fri, min Pige. Du skal med første Leilighed tilbage til Kjø-
