at tale med om Personer, bare de to kjendte, og om Forhold, bare de to vidste om!
Det vilde rent ud blive uudholdeligt.
Men Obersten drog et dybt Suk og tog en stor Beslutning. Han forstod jo, at hun var for fin og kjærlig til selv at foreslaa at reise bort, tiltrods for at hun tæredes hen af Reiselyst. Nuvel. Saa vilde han selv bringe Offeret. Fra ham skulde Forslaget komme. Saa kunde da hun trøstig tage imod.
Ak ja! Det blev vel til syvende og sidst det bedste!
— En Dag, Obersten sad og gjennemgik nogle Regnskaber inde paa sit Kontor, hørte han Emerentzes Trin i Sideværelset. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Stansede nu og da op et Øieblik ved Vinduet. Begyndte saa igjen. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Slig holdt hun paa en Time. —
— Obersten glemte ganske sine Regnskaber, og to Gange gik hans Pibe ud, slig lyttede han efter de langsomme Trin derinde. —
Tilsidst holdt han det ikke ud mere. Han gik hen til Døren og aabnede den. Idet-
