Denne siden er korrekturlest
I den Tid, som nu kom, holdt Emerentze sig meget inde; selv Rideturene, som hun altid havde sat saa stor Pris paa, blev sjeldnere og sjeldnere.
Hun vilde nødig tilstaa det for sig selv; men det var nu alligevel saa, at hun frygtede for at træffe Lieutenant Villum, ialfald naar de to var alene; derfor var det, hun saa sjelden red ud.
Et Par Gange havde det hændt, at de havde mødt hinanden i Selskaber og paa større Udflugter. Da havde hun med Behændighed undgaaet ham, — hun havde seet, hvordan han blev tausere og tausere, og mørkere og mørkere.
Men det havde bare gjort hende overgiven lystig — aa! hun koketterede tilhøire og tilvenstre og hun frydede sig, naar hun saa,
