forat intet af den velsignede Mad skulde gaa tilspilde. Saa jæspede han høit og mæt og tænkte paa at gaa tilhvile.
Men idetsamme hørte han Tramp af en Hest som kom galopperende henad den bløde Græstorv.
Hys — sagde Truls. Trampet kom farende nærmere — hvad kunde det være —? Kunde det være nogen af Gamperne fra Storbygden, som havde slidt sig løs og nu rendte lybsk baade over Pløieland og Havn, saa fik han saavist et svare Mas med at fange den ind igjen.
Men i samme Nu jog der forbi et Syn saa forunderligt, at begge to skreg op af Skræk og Forundring.
Thi paa en stor deilig Hest sad der en høi Kvindeskikke1se, og i Galop sprængte hun afsted saa det hvide Slør stod i et stramt Flaggr efter hendes Hat.
„Herren bevare os,“ hvisked Truls og slog i Hemmelighed et Kors for sig. Konen klamrede sig til ham, hun havde mistet Maalet af Skræk.
