Side:Krag - Digte.djvu/83

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Et blink nu igjen! Og atter og atter.
Og henover ørkenens brændende sand,
hvor solens luer de flamme og gløde
kommer en ensom vandrende mand.

Og han har ei landse og rige tæpper,
og han har ei turban og raslende ringe,
men stramt omkring lænden er snøret et bælte,
som bærer en blank damascenerklinge.

Og ei er hans legeme livsfyldt og kraftigt,
ei kneiser hans nakke, ei skinner hans øie. —
Sænket og ludende drar han sig henover
ørkenens endeløst bølgende høie.

Men se! Det drypper så tungt og rødt
fra sårene på hans fod.
Og sanden suger med tørstig mund
det friske levende blod.