Side:Krag - Digte.djvu/74

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Crepuseulum.

Nu er solen træt.
Den er ikke sluknet; end brænder den mat
bag gulbrandet, skiddenrød gråveirsskodde.
   . . . Den er bare så træt,
         — så træt!

   Den hænger ei nu længer
     sølvstukne slør
    over fine grene.
   Den klæder ei nu mer med
     skinnende silke
    al himmelens tag. —

   Det blir uld nu det hele.
Blot gråflosset uld.