Denne siden er korrekturlest
Og vemod, som vugger sig så vide over land
vemod indtil verdens den yderste rand,
og længsler, som flokkes og trænges.
Det hulker i skoge, og det græder i krat . . .
Å gud, hvor det er tungt slig majlys en nat
at sidde her så ensom og længes!
