heldt mot Yvi-Velde, var det Bilæti i mest kvart einaste Nommer: fraa Skandsom ved Dybbøl og Striden ved Sønderborg, av Byir som vart skotne i Brand og av dei øvste Herførarom paa baae Sidur. Heile Grendi fylgde med og hadde Medhug med Danskom. Det gjekk no Ord um det au, at kanhende vore eigne Sylatere kom til aa faa helse paa Tysken naar det leid til Sumars, og dei, som hadde Kongens Karar i Huslyden, gjekk og bar Otte paa seg og bad ofte til Gud, at Krigen maatte verta slutt. Berre eg møtte ei Grendsmenneskje i Vegen spurde ho um me, „som heldt Bladi“, saag, um det var likt til aa verta Fred snart. So Folk fylgde med i Krigshendingom, den Gangen au; det gjekk enda ei Vise i Bygdi um Krigen som alle yngre Folk song, naar dei kom samen, og paa Skulen song me med den Visa i kvar Fritime. Ho lydde so:
Kong Wilhelm den Første han sidder i Berlin
med tusen mange Tanker udi sit Hjerneskrin —
han raaber Bismark ind: vi fluks maa gjøre Vind,
Kong Christian af Danmark skal plyndres til sit Skind!
vi maa sende Preussens Magt udi Danmark paa Jagt
thi han glemmer Aaget som vi af Guds Naade har paalagt.
Danmark skal angribes tillands og tilvands!
det er nu besluttet med Østrigs Keiser Frans;
dets Frihed er en Pest og derfor er det bedst
at vi rydde det af Jorden — faar Norden saa tilrest!
vi skal spidde dem som Mus, lægge Kjøbenhavn i Grus
og siden tar vi Stockholm, Kaholm og Akershus!
De dundrende Kanoner og Trommerne de gaa
mens Ildebranden skinner mod Nattehimmel blaa,
og i en blodig Sky henover Land og By
staar Krigens Sverd at skue paa Morgenhimmel ny —
det tapre Fædreland ved Østersjøens Rand
nu trampes paa af Fienden saa talrige som Sand.
Og hundre tusen Tysker og hundre Tusen til
de tramper over Eideren til Krigens grumme Spil;
den Preussergeneral han skreg som han var gal:
jeg endnu Wrangel hedder, her er min gamle Val!
Hug ned den danske Hund, tag fra ham Bælt og Sund!
vi Tysker vil ha Slesvig og Jylland for vor Mund!
