om bogpakken fast besluttet paa at løfte en flig af det slør, hvori Schillers svigermor for mig endnu var indhyllet.
Saa lang og omstændelig er altsaa videnskaben. Jeg stirrede henover uveisomme hedestrækninger af tysk docentprosa; jeg prøvede at skræmme op et verbum, som havde sit rede allernederst paa næste side under et buskads af visne og langstrantede bisætninger; jeg stred tappert frem til et ensomt høitbeliggende aarstal, der stod stramt og preussisk i ødet som en kilometerpæl af justeret paalidelighed. — — Saa besværlig og tornefuld er altsaa videnskaben. Man kommer ikke langt om dagen, men Rom blev ikke vundet paa én dag, end sige da en saadan svigermor. Nei, tænkte jeg, det er forsent. Min hjerne duer ikke til det. For langt ude i livet blev min sans vakt for alvorlige studier. Og desuden; naar alt kom til alt, var denne dame bare Schillers svigermor. Med alle sine fortrin var hun ingen paaviselig svigermor af Goethe. Jeg siger ikke, at man af den grund har ret til at negligere hende, men hun taaler at flyttes lidt hen mod baggrunden. Til vinding for perspektivet kunde man muligens gjøre det samme med hendes store svigersøn. Han forsvarer sin plads overalt i Tyskland, overalt i verden. Ingen piedestal vilde være ham høi nok, det er bare en plads, han ikke kan forsvare, og det er den, han har faaet paa Rietchels monument saavelsom i den almindelige tyske bevidsthed: ved siden af Goethe.
Lykelig over at mine tanker paa dette punkt havde klaret sig, blev jeg var, at et braat aprilomslag var foregaaet uden døre. Solen var kommen til magten.
