ordspil og grotesk spøk, som Glum sætter i scene; men spøken, den gjælder drap og blodige tidender; livet er indsatsen i løierne. Glum foreslaar ensteds i et gilde at man skal finde paa noget moro om kvelden, da de har spist – f. eks. vælge sig og nævne fuldtro venner! (vistnok begyndelsen til en art mandjevning?) – og sier, han nævner sin pengepung, sin øks og «stokkeburet» (stabburet). En anden – Ingolf – vælger sig Thorkel Hamre, sier han. Nu har Glum efter en hestekamp noget utestaaende med en viss Kalv fra gaarden Stokkalade («Hlǫðu-Kalfr»). Glum faar Ingolf med sig ut paa tunet og sier: Spring til Thorkel Hamre og si, du har dræpt «lade-kalv». – Den anden spør, hvorledes det; og imens trækker han ham med sig ind i laden og hugger der en kalv i hodet, flir ham saa sit blodige sverd. Han saa gjør, han sætter i et slags skøier-indfald avsted til Thorkel, sier han har dræpt «lade-kalv» og syner frem det blodige sverd. Du er da en tosk! svarer Thorkel. Ut paa timen! For han vil ikke ha sin stue besudlet ved eftermaalsmændenes blodhevn. Saa tar Glum sig av Ingolf, gjemmer ham. Et par dage efter er imens Kalv fra Stokkalade virkelig dræpt. Og da melder Thorkel at her om dagen kom Ingolf og sa
