243
draaper andet blod i hans aarer, saa var han sabiner ialfald i sin kunst. Der findes ingen romer, i hvis stil der er saamegen race; det er just det som er det koglende ved hans to smaa skrifter, det om Catilina og det om krigen mot Jugurta. En genial kunstner, men som virker ved knaphet og indadvendt kraft, ved en arkaiserende kantethet, ved en sky for zirlige bisætninger næsten som paa oldnorsk før vor Haakon Haakonssøn og vor saakaldte storhetstid; – vaaker saa nøie over at den indre lidenskap og hete aldrig futter av i retorisk fyrverkeri.
For retorik nemlig var ikke egentlig de gamle romeres væsen. Var nu heller ikke de gamle grækeres. Retorik er en uvane, de har lagt sig til under den mondæne modes og slette kunstsmaks press. Av denslags skjæbnesvangre forskyvninger i et helt folks natur, som man jo ser ogsaa foregaar den dag idag, og under litt sammeslags press.
