204
slaat svensk jordegods under sig: «När hans maka under barnsnöd uppgivit anden, lät han öppna hennes döda kropp och tog intyg af de närvarande, att barnet då ännu levde, hvilket således skulle ärva modern för att lämna arvet åt fadern» (Hildebrand i Sveriges Historia, II). En saadan skikkelse har vel heller ikke norsk middelalder at opvise. Og det hænger bl. a. sammen med at, naar det norske folk ca. 1300 av indre grunder historisk og nationalt gaar i hi for sekler fremover, levner de to andre stammer op; der faar racen en aktiv og ekspansiv periode. –
Men her skal jeg stanse; emnet er endeløst, om man skal gaa ind paa alle de type-lignende skikkelser som melder sig. Da blev det en hel bok istedenfor en artikel – den er allerede blit lang nok som den er. Og dog vet jeg, som sagt, at den er blit skjæv, forsaavidt den av let forklarlige grunder blev vidtløftigst om Norge. Halvøen og retningen øst-vest synes en lægmand overskueligere end veien nord-syd; forbindelsen med Danmark, f. eks. mellem Syd-Norge og Skagen eller rundt det indre bassin – fra Agder rundt Viken og Bohuslen – hører delvis ogsaa den forhistoriske tid til, hører ur-olds sagnverden til. Men jeg tviler ikke paa at man allerede
