167
rot i vor høvdingesaga’s ytterste rand ... husk seidkjærringernes færd i blæsten paa den regnvaate, taakete hei.
Siden jeg nævner Nordsjøbassin’ets mand, tar jeg med det samme et andet træk, som er tillagt nordmanden, og som jeg opfatter paa lignende vis, nemlig som et resultat av de ytre kaar. Jeg tænker paa det, man har kaldt «tvisyn», denne lek paa rakeknivens egg mellem at mene hvad man mener og ikke mene, slik som det hævdes av litteraturhistorikerne særlig at ha fundet uttryk hos Vinje her nord – den samme lek som i Cervantes’s verk fik sit evig gyldige, sit verdensgyldige uttryk. Ellers et træk som er u-kvinders, skjønt det fortæller om vanmagt og manglende koncentration. Sindet er ikke hel ved længer: man er og er ikke! Man hytter sit skind. Og det opstaar i smaa forhold; eller nærmere bestemt: av den følelse at mangle tumleplads for sine evner. Som i Don Quijote av at være kommet utenfor ridderromanens og de store bedrifters tid. Man har sammenstillet det med «romantisk ironi»; og det er jo en avart, men det er ikke helt det samme, eftersom «tvisyn» ikke saa utelukkende staar i relation til digtningens verden eller er fremlokket ved dens fornuftstridige chimærer. I et litet,
