142
Et folk er ikke, – er mindst av alt – en
diamant som spiller i forskjellig lys. Det er
just her det uhyggelige skille kommer for en
dag mellem den præg-utviskedes, den i virkeligheten
rotløses syn, og de andres – vi faar
kalde disse: de nationales, skjønt glosen er
ugrei. Det er f. eks. et slikt syn som skiller
race-mennesket og jøden; det er bl. a. ogsaa
kjernen i den sidstnævntes evneløse goldhet,
hvor det gjælder at bedømme kunst. Mest,
hvor det gjælder at bedømme romantikkens.
Og man ser hvor det endog kan smitte av
paa dem som ifølge avstamning jo slet ikke
skulde ha betingelsen for et slikt syn, men
tvertimot for at føle folket som organisme.
Naar Albert Nilsson i sin grundige bok over
Svensk Romantik behandler «den platonska
strömningen», saa er det dette jeg
stanser op ved, idet jeg altid mente at den
egentlige romantik efter sit væsen er autochthon:
hører den enkelte folkeindividualitet til,
hænger sammen med og bare nærer sig av
det, jeg for korthets skyld kalder et folks
mystik, nemlig traditioner og sagn og gammel
folkedigtning o. s. v., hvis særart er bestemt
av mangfoldige ting, bl. a. ogsaa av race-eller
rettere: stamme-træk – kort sagt: alt det,
uten hvilket den aandedrættets dybde ikke er
