synes for faa og trange til mindesmerker over vor ærefulde fortid, saa er jeg stygt ræd for at selve gruberne i Carrara og Serravezza ikke skal ha marmor nok til monumenter over de nulevende storheter. Hver morgen faar jo solen muntre sig paa en ny stormands ansigt, som reiser sig til bruk, og forbruk, i dette eller hint parti, i denne eller hin klikke…
Videre:
Ved hver lang skygge vi ser glide forbi i nærheten av Capitol eller paa Signoria- og san Marco-pladsen, eller under Milano-gallerierne, eller i en landsbys smaagate, saa roper vi til hverandre: Se godtfolk, hvad slag de endnu lager her hjemme hos os! – Og saa husker vi ikke, at naar dverger kaster lange skygger, er det solnedgangs-tider…
Og han resumerer sin straffepræken slik:
… Til en literatur og en retning uten tanker, til en regjering og en politik uten idéer, passer da ogsaa et liv uten overbevisninger …
Naturligvis har en mand som Carducci været hen i politikken. Først gjaldt det statsformen, før 1870. Han var nemlig oprindelig monarkist, omkring 1859; men saa syntes huset Savoyen at røbe klerikale symptomer. Da blev han republikaner for landets samlings skyld: Rom skulde erobres! (cfr. f. eks. hans digt Roma o Morte – i Levia gravia – fuldt av trommehvirvler og opbud, samt det, trods lærdom, eggende Dopo Aspromonte). Republikanerne blev imidlertid snytt for sin statsform, idet ogsaa her hin ring av verdens fineste forretningshuse, kaldet dyna-
