dets anseede mænd. Og i polemikken lægger han ikke fingrene imellem; sætte sig ind i motstanderens tankegang, som det heter, hvad der er de finere sinds nydelse – og svakhet i kampen –, det krav kjender ikke Carducci; og det allerede av den grund at han er for liten psykolog til det. Der er bare vitalitetens utadvendte kamplyst, animositet. Og han kan overfalde og mishandle selv den utvilsomt fortjente mand. Det er ikke sjelden en urigtig betegnelse, naar vi kalder disse sammenstøt polemik; han stiller sig nemlig ofte op og bare bespytter offeret med et utrolig drys av skjeldsord, og det kan stige til en utskjeldnings-akt, hvis make man nok skal søke; ialfald her nordpaa træffer man det vistnok sjelden utenfor smugene, baade hvad glosebruk og hvad utholdenhet angaar. Det er som svovel som fræser, uten at det vil ta ende; og han er herlig utilhyllet i sin mordlyst: der er ikke antydning engang til grid. Og hans kamplyst forsmaar de moderne korstogs-ridderes attituder, som «desværre, i sakens interesse». Det er ham en sand svir at skjelde ut, en graadig hjertens lyst, en fest, som om det var Catul selv.
Faa har vel gjennemprylet en hel nation som han. I den nævnte Ça íra-avhandling har han saaledes flere opgjør med sit folk, som det arter sig i øieblikket:
