Han ligger i ustanselig feide med publikum og smaken, især hos den dannede klasse – de «striglede» som han kalder dem – som stemplet ham som poeta del maiale (svinets digter). Han ligger ogsaa i kamp med sine digter-brødre; han har overfaldt Giacosa, de Amicis, men hans store offerdyr er dog den sicilianske lyriker Rapsisardi. Og han raser mot pressens kritikere; for selvfølgelig ogsaa i det land klages der over at de, som forstaar kunst, holder sig fornemt unna og overlater et verks bedømmelse til partiske klikker eller til vinglende pratmakere. Men Carducci morer sig ikke over de «striglede» klasser, hvis sanselighet har forædlet sig til lystenhet og derfor reiser sig i raseri mot den, som flænger det transparente undertøi; han bruker mund i uttryk som det ikke er tale om her at gjengi. Og til nedskytning av det kritiske penne-kræ kjører han op med formidable haubitzer. Paa liv og død vil han øieblikkelig arbeide sine digte ind til plads blandt de klassiske verker. – Jeg vil her specielt nævne hans artikel i anledning av publikums mottagelse av Ça ira-digtene, inspirert, sier han, ved læsningen av Carlyle’s «Franske revolution» – 12 hyldnings-sonetter til gallisk oprørsaand, som tegnes i enkelte utvalgte, indbyrdes uavhængige scener; «bare historiske øieblikke», kalder han dem selv. Her utbryter han ensteds:
